Videregivelse af oplysninger fra Næstved Sundhedscenter internt i kommunen inkl. Center for Arbejdsmarked - NÆ
Generelt vedr. regler om videregivelse af oplysninger iht. sundhedsloven
Sundhedslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsnet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner.
Behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje (sygepleje) samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.
Videregivelsesreglerne i sundhedsloven er mere restriktive end reglerne i forvaltningsloven og persondataloven.
Sundhedslovens særlige regler om videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger går forud for persondatalovens og forvaltningslovens regler om videregivelse mv.
Forløb eller kurser
Medarbejderen hos Sundhedscentret skal vurdere, om betingelserne i sundhedslovens § 43 er opfyldt. Betingelserne i sundhedslovens § 43 er opfyldt, hvis medarbejderen fra en anden del af kommunen efterspørger oplysninger på baggrund af lovhjemmel og det er klart, at oplysningerne har væsentlig betydning for denne medarbejders sagsbehandling af en borgers sag i en anden del af kommunen.
Som udgangspunkt skal en borger give samtykke til videregivelse af dennes oplysninger, medmindre der er lovhjemmel til at videregive oplysninger uden borgerens samtykke.
Der er i sundhedslovens § 43 hjemmel til, at fx Sundhedscentret kan videregive oplysninger uden borgerens samtykke. Videregivelse af oplysninger kan uden patientens samtykke blandt andet ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.
Når Center for Arbejdsmarked efterspørger oplysninger, så sker det på baggrund af lovhjemmel. Desuden foreligger der i nogle tilfælde en aftale mellem fx Center for Arbejdsmarked og Sundhedscentret om, at borgeren skal deltage i et forløb hos Sundhedscentret, og oplysningerne fra Sundhedscentret er således en del af sagsoplysningen i borgerens forløb hos Center for Arbejdsmarked.
Medarbejderen hos Sundhedscentret skal på denne baggrund som udgangspunkt ikke have/se et samtykke fra borgeren til videregivelse af oplysninger til fx Center for Arbejdsmarked. Det er dog, jf. sundhedslovens § 43, stk. 3, den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelsen er berettiget.
Medarbejderen hos Sundhedscentret skal blot journalisere Center for Arbejdsmarkeds henvendelse og notere i borgerens sag, hvad der er udleveret af oplysninger til Center for Arbejdsmarked.
Hvis medarbejderen hos Sundhedscentret vurderer, at Center for Arbejdsmarked efterspørger oplysninger, som ikke er relevante for deres sagsbehandling, må dette drøftes nærmere mellem medarbejderen hos Sundhedscentret og sagsbehandler hos Center for Arbejdsmarked. Det samme gør sig gældende, hvis borgeren overfor Sundhedscentret har udtrykt ønske om, at visse nærmere specifikke oplysninger ikke må videregives til Center for Arbejdsmarked.
Hvis medarbejdere fra andre dele af kommunen henvender sig, og medarbejderen fra Sundhedscentret ikke kan vurdere, hvad oplysningerne skal bruges til, så må medarbejderen spørge ind og kun udlevere oplysningerne uden et samtykke, hvis medarbejderen fra en anden del af kommunen kan redegøre for, hvad oplysningerne skal bruges til.
Uanset hvad, så må medarbejdere i andre dele af kommunen kun spørge til oplysninger, som er relevante, saglige og nødvendige for deres sagsbehandling. Hvis den, der beder om oplysninger, har en saglig interesse, så gælder der en forholdsvis vid adgang til intern videregivelse. Sundhedscentret og Center for Arbejdsmarked betragtes som en del af den samme forvaltning.
Genoptræningsforløb
Medarbejderen hos Sundhedscentret skal vurdere, om betingelserne i sundhedslovens § 43 er opfyldt. Betingelserne i sundhedslovens § 43 er opfyldt, hvis medarbejderen fra en anden del af kommunen efterspørger oplysninger på baggrund af lovhjemmel og det er klart, at oplysningerne har væsentlig betydning for denne medarbejders sagsbehandling af en borgers sag i en anden del af kommunen.
Der gælder det samme som anført ovenfor.
Alkoholmisbrugsbehandling
Medarbejderen hos Sundhedscentret skal vurdere, om betingelserne i sundhedslovens § 43 er opfyldt.
Medarbejderen hos Sundhedscentret bør som udgangspunkt bede om at se samtykke fra borger, hvis en medarbejder fra en anden del af kommunen efterspørger oplysninger om en borgers alkoholmisbrugsbehandling, da der i den forbindelse bør udvises større forsigtighed med at udlevere oplysninger.
Sundhedslovens § 43 gælder også i forbindelse med alkoholmisbrugsbehandling. Dog skal der i forbindelse med alkoholmisbrugsbehandling, udvises større forsigtighed, herunder hvis behandlingen er anonym. Sundhedscentret skal som udgangspunkt derfor bede om at se samtykke fra borger, hvis en anden del af kommunen beder om oplysninger vedr. en borgers alkoholmisbrugsbehandling.
At sikre overholdelse af GDPR-reglerne.
Ledere og medarbejdere.