ÆLDRELOV - Forløbsbeskrivelse

Fremgangsmåde

Næstved Kommunes helhedspleje er inddelt i 5 forløb. I alle forløb er der et særligt fokus på rehabilitering. Rehabiliteringsindsatsen tilrettelægges ud fra en individuel vurdering og behov med det formål at støtte borgeren i at opretholde eller genvinde fysisk og psykisk funktionsevne. Indsatsen indeholder:

  • Øvelser, der styrker balance, muskelstyrke, bevægelighed og kondition
  • Træning i dagligdags aktiviteter (fx påklædning, indkøb, madlavning)
  • Træning kan foregå i borgerens hjem, træningscenter eller dagtilbud

Omfanget kan variere fra få gange om ugen til mere intensivt forløb, afhængigt af borgerens ressourcer og mål. 
 

1.0 Borgers indplacering i forløb
1.2 Forløb 0. Et afklaringsforløb primært til nye borgere
Ved en borgers første kontakt med Næstved Kommunes hjemmepleje, placeres borger, som udgangspunkt, i Forløb 0. Forløbet har en varighed på op til 12 uger. Efter endt afklaringsforløb afsluttes borger eller indplaceres i ét af de 4 pleje- og omsorgsforløb, hvis der fortsat er brug for hjælp af hjemmeplejen. 

Terminale og stærkt kognitivt svækkede borgere tildeles ikke Forløb 0.  De visiteres visiteres direkte i Forløb 1-4 afhængig af deres behov pleje og omsorg. 

1.3 Forløb 1-4, som er pleje- og omsorgsforløb for borgere som har afsluttet afklaringsforløbet
Det korrekte pleje- og omsorgsforløb vurderes ud fra det samlede antal funktionsevnetilstande samt borgers behov for hjælp fra hjemmeplejen gennem døgnet.
Hvis borgeren har hjælp fra andre gennem døgnet, fx en ægtefælle, tæller denne hjælp ikke med i behovet for hjælp, når borger indplaceres i et forløb.

Forløb 1 er borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til enkelte opgaver over døgnet eller ugen.
Forløb 2 er borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til nogle eller flere opgaver over døgnet. 
Forløb 3 er borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til de fleste opgaver over døgnet.
Forløb 4 er borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til alle opgaver over døgnet. 

I afsnit 3.0 ses eksempler på indplacering i forløb, og i afsnit 4 ses eksempler på ydelserne personlig pleje og praktisk bistand.  


Skema 1. Forløbsoversigt
Skemaet viser forløbsinddelingen. Niveauerne har ingen praktisk betydning for borgeren, men er en inddeling efter funktionsniveau. 

2.0 Justering af Forløb 

2.1 Justering af Forløb 0
Efter endt afklaringsforløb 0 scores borgers funktionsevnetilstande og det vurderes, om borger afsluttes eller skal indplaceres i ét af de 4 Pleje- og omsorgsforløb.  Det er den samlede planlagte tid set over de sidste 2 uger i Afklaringsforløb - Forløb 0, der afgør, hvor borgeren indplaceres og på hvilket Forløbs Niveau 1 eller Niveau 2.

2.1 Justering af Forløb 1-4
Hvis en borger over tid ændrer funktionsniveau, skal der ændres i enten Forløb eller Niveau. En ændring skal være stabil over 4 uger og der skal være forsøgt med rehabilitering og/eller vedligeholdende træning inden der ændres i Forløb eller Niveau. Der tages stilling til om ny score i relevante funktionsevnetilstande udløser et nyt Forløb fx: 

  • Hvis ja, ændres Forløb, med Niveau ud fra den planlagte tid i de sidste 2 uger. Der sendes nyt afgørelsesbrev til borger på nyt Forløb
  • Hvis nej, tages stilling til om der skal ændres Niveau ud fra den planlagte tid i de sidste 2 uger. Der sendes ikke nyt afgørelsesbrev til borger mellem skift af Niveau indenfor det enkelte Forløb.


3.0 Eksempler på indplacering i forløb efter Ældreloven
3.1 Afklaringsforløb Forløb 0 
Formålet med forløb 0 er, at flest mulige borgere bliver selvhjulpne og afsluttes til civilsamfundet efter endt forløb. Forløbet er tidsbegrænset (max 12 uger), og har særligt fokus på rehabilitering. 

Afklaringsforløbet er primært til nye borgere, men kan også tildeles borgere der udskrives fra sygehus med massiv ændring i funktionsniveau. 

3.2 Eksempel - Forløb 1
En borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til enkelte opgaver på få besøg over døgnet eller ugen, vil indplaceres i forløb 1.

3.3 Eksempel - Forløb 2
En borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til nogle eller flere opgaver på nogle besøg over døgnet, vil indplaceres i forløb 2.

3.4 Eksempel - Forløb 3
En borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til de fleste opgaver over flere besøg over døgnet, vil indplaceres i forløb 3.

3.5 Eksempel - Forløb 4
En borger som modtager hjælp fra hjemmeplejen til stort set alle opgaver og har mange besøg over døgnet, vil indplaceres i forløb 4.

4.0 Service-information
4.1 Personlig pleje har til formål at støtte borgeren i at opretholde personlig hygiejne, værdighed og livskvalitet, samt at fremme muligheden for at kunne klare sig længst muligt i eget hjem. Hjælpen fastlægges individuelt efter en konkret og individuel vurdering. Ydelsen kan gives som hel eller delvis hjælp og tilpasses borgerens ressourcer. Ydelsen kan indeholde:

  • Hjælp til bad, vask og tandbørstning
  • Hjælp til påklædning og afklædning
  • Hjælp til toiletbesøg
  • Hudpleje og neglepleje (ikke fodpleje)
  • Hjælp til at komme i og ud af sengen
  • Indtag af måltider

4.2 Praktisk hjælp har til formål at støtte borgeren i at opretholde at opretholde en acceptabel hygiejnestandard i hjemmet med henblik på at skabe et sundt og trygt boligmiljø. Hjælpen fastsættes individuelt ud fra en konkret og individuel vurdering, og ydes typisk hver 3. uge i de rum, der benyttes i daglig brug, typisk:

  • Aftørring af flader (borde, skabe, vindueskarme m.v.)
  • Rengøring af badeværelse og toilet
  • Aftørring af køleskab

Øvrig praktisk hjælp:

  • Tilberedning/anretning af måltider
  • Tømning af affald og postkasse
  • Tøjvask (ydes typisk hver 2. uge)
  • Rengøring af personlige og APV-hjælpemidler

Særlige forhold – robotstøvsuger/-gulvvasker
Gulvrengøring (herunder støvsugning og gulvvask) bevilges ikke, hvis det vurderes, at opgaven kan varetages ved anvendelse af robotstøvsuger eller robotgulvvasker. Det er en forudsætning, at hjemmets indretning og borgerens ressourcer gør det muligt at anvende robotudstyr effektivt. Kommunen kan yde vejledning i brugen af robotstøvsuger.

A

Dokumenttype: Instruks
Gældende for: Center for Sundhed og Ældre, Myndighed, Næstved Sundhedscenter
Faglig målgruppe: Alle
Udarbejdet af: Ledelsen i CSA
Godkendt af: Helle Janni Sztuk
Faglig ansvarlig: Ledelsen i CSA
Godkendt: 2026-03-18 00:00:00
Gældende:
Revisionsansvarlig:
Revision: 2028-01-30 00:00:00
Version: 3
Lovgrundlag:
Standarder:
Søgeord: PLEJE, OMSORG, FORLØB, RENGØRING, PERSONLIG PLEJE OG PRAKTISK HJÆLP, PRAKTISK, TERMINAL, KOGNITIV, EKSEMPEL, EKSEMPLER, FORLØB 0, FORLØB 1-4, FORLØBSBESKRIVELSE, FORLØBSOVERSIGT, HELHEDSPLEJE, TERMINALE, KOGNITIVT SVÆKKEDE, ÆLDRELOV, ÆLDRE, REHABILITERING